Skiftedag for bevissystemet

Lille stigning i antallet af førstehjælpskursister
January 15, 2020
 

Nyt bevissystem klar til brug.



Torsdag den 27. februar kl. 15 lukker det hidtidige bevissystem - og mandag den 2. marts tager Dansk Førstehjælpsråd dets nye bevissystem i brug. Det er kulminationen på næsten to års arbejde. De to år er blevet brugt på at finde en uvildig rådgiver, identificere hvilke funktioner i det hidtidige system der var gode og hvilke der skulle gentænkes, skrive en kravsspecifikation, holde et udbud og endelig udviklingsprocessen. Rådet har fået hjælp til processen af repræsentanter for nogle af organisationerne, nemlig Dansk Folkehjælp, Danske Beredskaber, Falck, FSFI og Røde Kors.

"Det har været en utrolig spændende og givende proces" fortæller Dansk Førstehjælpsråds formand Thomas Egesborg Pedersen. "Vi har fået rigtig god hjælp af konsulenten fra det uvildige konsulentfirma, som har været i stand til at få øje på ting som vi andre ville have overset, men som ville have stor betydning. Samtidig har de organisationer som har siddet med omkring bordet, været meget lydhøre når en organisation havde et specielt behov".

Det nye system byder på en lang række forbedringer. For eksempel vil man nu kunne tilknytte flere kursister til samme e-mailadresse, kursister kan selv indtaste deres oplysninger i systemet uden at de kan se hinandens oplysninger og instruktørerne kan selv vælge deres log-in kode - for nu blot at nævne nogle af de nye funktioner. Fra førstehjælpsrådet lyder der også en klar opfordring, sæt lidt ekstra tid af, første gang du skal logge ind i det nye system.

"Det er et helt nyt layout og intet ligner det det plejer, så selv om vi har gjort det intuitivt, så kræver det lidt tid, at vænne sig til, at knapperne ikke ligger hvor de plejer. Vi kommer til at lægge små videoer op, hvor man kan se hvordan man som instruktør gør de mest almindelige ting. Dem håber vi, at man vil bruge lidt tid på lige at kigge igennem" siger Thomas Egesborg Pedersen.

Dansk Førstehjælpsråd vil godt benytte lejligheden til at takke KonsenIT og Ditmer A/S for et godt og konstruktivt samarbejde.