Vi glemmer hurtigt, hvad vi lærer på førstehjælpskurser, og derfor bør det genopfriskes oftere.
Af Marie Bergmann / Eddi Frantsen, Danmarks Radio P4 Nordjylland
Et førstehjælpskursus kan redde liv, hvis kompetencerne bliver holdt ved lige.
Derfor ændrer Dansk Førstehjælpsråd nu sine anbefalinger til, hvor ofte danskerne bør genopfriske deres førstehjælpskursus.
I stedet for et genopfriskningskursus efter tre år, lyder anbefalingen nu på to år.
Godt nyt
Det er en god idé at genopfriske den livsvigtigt viden, mener 23-årige Benjamin Sandkvist fra Frederikshavn.
Han reddede for halvandet år siden sin stedfars liv, da han fik hjertestop. Benjamin Sandkvist havde taget et førstehjælpskursus to gange.
– Jeg vidste sådan nogenlunde, hvordan jeg skulle trykke, siger han.
Glemmer hurtigt
Tidligere tog et førstehjælpskursus 12 timer, men i dag kan man tage det på mellem 4 og 7 timer.
Derfor er det vigtigt at tage kurserne oftere, lyder det fra formanden i Dansk Førstehjælpsråd.
– Vi håber, vi kan rykke flere i den rigtige retning, så endnu flere overlever, siger Thomas Egesborg Pedersen.
Formanden forklarer desuden, at det er bevist, at vi hurtigt glemmer, hvad vi har lært.
– Efter ganske få måneder begynder ens kompetencer stille og roligt at aftage, siger han.
Skal ligge på rygraden
For Benjamin Sandkvist var det altafgørende, at han havde førstehjælpskurset friskt i erindringen. Derfor har han også lige taget endnu et kursus.
– Jeg synes, det er rigtig fint, at det hele tiden er frisk i erindringen, så det til sidst ligger på rygraden, siger han.
Dansk Førstehjælpsråd ændrer sine anbefalinger fra 1. maj 2015.